Dørene var hermetisk lukkede, da to 16-årige og en 17-årig dreng med tilknytning til Gellerup fredag eftermiddag blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Århus. De tre blev torsdag anholdt i forbindelse med to påsatte kælderbrande i Gellerup.
»Af hensyn til den videre efterforskning har vi valgt at køre sagen for dobbelt lukkede døre,« fortæller kriminalkommissær Jens Peter Andersen fra Århus Politi.
Det er så også det eneste, han siger, for med dobbelt lukkede døre kan offentligheden hverken få at vide, hvad de tre er sigtet for, eller hvordan de stiller sig til sigtelserne. Sikkert er det dog, at de tre efter et langvarigt grundlovsforhør blev fængslet i surrogat og skal opholde sig på en lukket ungdomsinstitution frem til 2. januar. Alle tre sigtede kærede kendelserne.
Torsdag anholdt Århus Politi også en 14-årig dreng for brandstiftelse, og han er nu overdraget til de sociale myndigheder.
Molotovcocktail
Fængslingen af de tre unge kommer oven på tre måneder, hvor cirka 60 påsatte brande har skabt uro og frygt i Gellerup. De fleste af brandene har været småbrande i containere eller afbrænding af knallerter, men flere gange er der blevet tændt bål i kældre, og sidste weekend blev der blandt andet kylet en molotovcocktail ind i en opgang på Lottesvej. Ilden fik heldigvis ikke fat i andet end en gummimåtte, og beboerne slap med en forskrækkelse og en røgfyldt opgang.
Brabrand Boligforening er klar til hurtigt at drage konsekvensen, hvis det viser sig, at de tre fængslede bor i foreningens lejligheder.
»Vi tager sagen meget alvorligt, og hvis vi får informationer, der beviser, at de står bag det, behøver vi ikke nødvendigvis vente på en domfældelse, før de bliver smidt ud,« siger boligforeningens formand Jesper Pedersen, som dog ikke ønsker at uddybe, hvilke beviser der skal til, før foreningen skrider til udsmidelse.