Hvis danskerne igen skulle en tur i stemmeboksen, ville de fleste fortsat sætte krydset ved de blå partier.
Den blå blok får opbakning fra 52,7 procent af et repræsentativt udsnit af vælgerne, viser en ny måling fra Gallup, skriver Berlingske.
Dansk Folkeparti indtager også stadig en størrelsesmæssig førsteplads blandt partierne med opbakning fra 20,8 procent. Lige efter følger Venstre med opbakning fra 20,4 procent, og det betyder, at det er inden for den statistiske usikkerhed, hvilket parti, der reelt er størst.
Valgforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet er ikke overrasket over den nye måling, som han mener skal ses i lyset af, at vælgerne er gået på mental sommerferie.
- De skal lige sunde sig over valget, og det gør de ved at holde ferie. De flygter så at sige fra det politiske, og når de så bliver spurgt, svarer de det samme, som de stemte, siger han til Berlingske.
Han vurderer, at partierne vil begynde at røre på sig i august, men at vi skal længere hen for at se forskydninger mellem blokkene.
Målingen viser samtidig, at de fleste partier ville opnå stort ses samme resultat som ved valget, hvis danskerne skulle sætte et nyt kryds i dag.