Tre europæiske kvinder fra den radikale organisation Femen er idømt fire måneders fængsel for topløse at demonstrere mod islamisering og fængsling af aktivist i Tunesien.
Det oplyser en af forsvarsadvokaterne efter domsafsigelsen i Tunis.
- Dommerne dømte de tre Femen-aktivister til fire måneder og en dags fængsel for et angreb på den offentlige moral og anstændighed, fortæller advokaten.
Margaret Stern og Pauline Hillier fra Frankrig samt Josephine Markmann fra Tyskland blev anholdt den 29. maj, efter at de havde demonstreret med blottede bryster foran den øverste domstol i Tunis.
Deres happening var til støtte for den tunesiske aktivist Amina Sboui, der også er en del af Femen, og som 10 dage tidligere var blevet anholdt.
Efter dommen over de tre kvinder er blevet kendt, truer Femens leder i Paris, Inna Sjevtjenko, med, at organisationen vil gennemføre nye aktioner i Tunesien.
- Vi er virkelig vrede efter denne hårde dom, og vi vil fortsætte vore aktioner i Tunesien, siger hun.
- Vi vil ikke stoppe, fastslår hun.
/ritzau/AFP