Frygten for det radioaktive stof polonium-210, der var skyld i eks-spionen Aleksander Litvinenkos død i torsdags, har fået flere hundrede mennesker til at henvende sig til de engelske hospitaler. Tre mennesker er blevet sendt videre i systemet, og skal nu igennem flere tests for at se, om de har det radioaktive gift-stof i kroppen. Det oplyste en talskvinde for Storbritanniens Health Protection Agency mandag, skriver Reuters. Kvinden ville ikke fortælle, hvilke symptomer de tre personer havde.
15 andre mistænkes også for at have været i kontakt med det farlige stof. De kan dog i første omgang nøjes med aflevere en urinprøve.
Den engelske regering er under voldsomt pres for at fortælle offentligheden, hvad den ved om Litvinenkos død og en eventuel gift-fare. Indenrigsminister John Reid lovede mandag, at han i løbet af eftermiddagen ville fortælle det engelske parlament, hvad han vidste.
Litvinenko døde torsdag af en forgiftning med det radioaktive stof. På sit dødsleje anklagede han Ruslands præsident, Vladimir Putin, for at stå bag forgiftningen. Motivet skulle angiveligt være at stoppe Litvinenkos arbejde med at afsløre, hvordan den russiske regering benyttede sig af agenter til at skille sig af med politiske modstandere.