Skudepisoden, der af politiet sammenlignes med en henrettelse, fandt sted lørdag faten kort før midnat i skolegården på Mount Vernon School i Newark.
De fire unge befandt sig i skolegården, hvor de hørte musik og hyggede sig, da gerningsmændene dukkede op. De tre dræbte blev stillet op af muren og skudt i hovedet, mens den fjerde stod et stykke væk.
De tre dræbte var alle studerende på Delaware State University og ifølge politiet var ingen af dem involveret i kriminalitet. Der er endnu ingen mistænkte, heller ikke noget motiv, men man mener, at der muligvis er tale om et bandeopgør. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Politiet håber nu, at den overlevende pige vil vidne i sagen. I Newark er det nemlig kendt, at vidner ikke vil stå frem af frygt for hævn. Flere vidner har dog allerede fortalt, at de hørte fem skud og så en gruppe mænd løbe væk. Men ingen har set gerningsmændenes ansigter.