I fjerde forsøg fik FC Midtjylland endelig en sejr efter tre gange 1-1. Lyngby blev besejret 2-1 på to tidlige scoringer, FCM er tilbage på medaljesporet, og meget mere er der sådan set ikke i det.
»Jeg er tilfreds med de tre point, og vi spiller da udmærket i et kvarter. Men så går vi godt nok ned i kadence, og det bliver en forfærdelig kamp. En gang sommerferiefodbold, hvor ingen af holdene formår ret meget,« siger midtjydernes Frank Kristensen, der dog ikke har de store skrubler over at rejse hjem med en pligtsejr uden af have gjort meget for at underholde de 1.714 tilskuere på Lyngby Stadion.
»Vi står og blunder«
»Vi skulle jo ikke over og underholde Lyngbys fans. Men det skal være anderledes mod Randers på onsdag. Alt andet lige er Randers et bedre hold, så vi skal være anderledes oppe på mærkerne. Vi står jo og blunder,« siger Farlige Frank .
I vanlig hæl og tå-stil skabte Lyngby masser af chancer i løbet af hele kampen, og det var nær blevet spændende, da Mikkel Beckmann reducerede ti minutter før tid.
»Det reduceringsmål var ikke med i planen, for så ved man jo godt, hvad der kan ske. Men vi får de tre streger, og det er megavigtigt. Vi har været presset i en periode med tre uafgjorte, så det var virkelig noget, vi havde brug for at få rettet op på. Nu er vi tilbage på andenpladsen, og vinder vi over Randers, så begynder det at se rigtig godt ud,« siger backen Christoffer Poulsen, der ligesom resten af ulvene er tilbage som førsteudfordrer til AaB.