Hedebølgen trykker, og det får mange til at søge til strandene for at tage en svalende dukkert.
Men onsdag gik det galt for tre mænd, der mistede livet i forbindelse med badning i det østlige Danmark.
Onsdag morgen rykkede Københavns Politi ud til Amager Strand, hvor strandgæster havde fundet noget tøj i vandkanten og mente at kunne se noget ligge ud i vandet.
Da politifolkene nåede frem, fandt de en 46-årig mand død i vandet.
Dødsårsagen er onsdag aften ikke fastslået med sikkerhed, men intet tyder på, at han har været udsat for en forbrydelse, og politiet behandler sagen som en drukneulykke.
Klokken 14.31 måtte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi rykke ud til badeanstalten på Bandholm Havn på Lolland.
Her var en 60-årig mand ude at svømme med sin kæreste.
- De ville svømme ud til en platform, og kvinden svømmer i forvejen.
- Da kvinden kigger tilbage, råber manden på hjælp, og så forsvinder han under overfladen, fortæller vagtchef Anders Mikkelsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV Øst.
Det er uklart, hvorfor manden pludselig kom i problemer.
- Vi kender ikke til hans svømmefærdigheder. Det kan også have været et ildebefindende, han har fået. Der skal foretages et ligsyn, som kan give svar på, hvad der skete, siger Anders Mikkelsen til TV Øst.
Først på aftenen - klokken 18.07 - fik Midt- og Vestsjællands Politi en melding om, at der lå en mand omkring 200 meter ude i vandet ud for Lumsås Strandvej ved Nykøbing Sjælland.
Da politiet når frem, har en af Forsvarets redningshelikoptere allerede fået manden op og sat kurs mod Rigshospitalet.
Men mandens liv stod ikke til at redde, og klokken 19.19 blev han erklæret død af lægerne på Rigshospitalet. Den afdøde er en 58-årig mand fra området ved Nykøbing Sjælland.
/ritzau/