Ritzau
Opdateret kl. 17:27
En eftersøgning af to mænd og en kvinde i en motorbåd, som blev sat i værk i Aabenraa Fjord onsdag eftermiddag kunne hurtigt afblæses igen.
Både motorbåden og de savnede personer er blevet set onsdag morgen ved en bådebro i nærområdet.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Eftersøgningen blev sat i gang klokken 12.05, efter at en mand havde henvendt sig til politiet.
Han havde set de tre personer tage på sejltur og blev bekymret, da deres bil og trailer stadig stod parkeret på samme sted mere en et døgn senere.
Da politiet senere på dagen fortalte om eftersøgningen, henvendte flere vidner sig og fortalte, at de havde set både de tre personer og motorbåden i området onsdag morgen.
- Syd- og Sønderjyllands Politi takker for de henvendelser, der er kommet fra vidner i forbindelse med eftersøgningen, og minder samtidig sejlere om det vigtige i at huske at informere pårørende om, at man stikker til havs, står der i pressemeddelelsen.
/ritzau/