En 60-årig mand er omkommet i en alvorlig færdselsulykke søndag aften på Viborgvej i Randers. De pårørende er underrettet.
Det skriver Østjyllands Politi i et opslag på det sociale medie X.
Indledende undersøgelser viser, at manden var endt i det modkørende spor, og de to biler kørte frontalt sammen.
Ifølge vagtchef Anders Kragh Madsen var tre personer involveret i ulykken, og Viborgvej blev spærret i omkring en time, mens en bilinspektør foretog undersøgelser på stedet.
De to andre personer har pådraget sig lette skader.
Politiet er nu færdige med deres undersøgelser, og vejen er derfor åben igen for kørsel i begge retninger, skriver det.
/ritzau/