Ingen vandt førstepræmien i hverken Lotto eller Eurojackpot i den forgangne uge, men tre danskere kan alligevel se tilbage på nogle særdeles indbringende og minderige dage.
Der vil formentlig gå meget længe, før en heldig dansker fra Frederiksberg i København glemmer resultatet af trækningen i Eurojackpot tirsdag aften. Her var vedkommende nemlig heldig at ramme 5 rigtige vindertal og 1 stjernetal på en af sine seks rækker – og det udløste intet mindre end en kæmpegevinst af en andenpræmie på 5.531.672 kroner.
Og på Østerbro i København sidder der også en person, som formentlig altid vil huske, at vedkommende lørdag aften vandt 1.000.000 kroner i ekstratrækningen Millionærchancen.
Det samme kan en af Danske Spils kunder fra Esbjerg sige. Vedkommende vandt nemlig aftenens anden gevinst på 1.000.000 kroner i Millionærchancen. Til gengæld kan det godt være, at sidegevinsten på 70 kroner for 4 rigtige går lige i glemmebogen.