Tre nye anholdelser efter Manchester-angreb

Der tændes lys efter en mindehøjtidelighed på Albert Square i Manchester. tirsdag aften Ofrene for bomben i Manchester Arena blev mindet.
Der tændes lys efter en mindehøjtidelighed på Albert Square i Manchester. tirsdag aften Ofrene for bomben i Manchester Arena blev mindet. Foto: Chris J Ratcliffe/AFP

Tre personer er anholdt i den sydlige del af Manchester efter mandagens bombeangreb. Det rapporterer tv-kanalen Channel 4.

- Tre mænd er anholdt, efter at politiet gennemførte ransagninger i South Manchester i forbindelse med den igangværende efterforskning af mandag aftens forfærdende angreb på Manchester Arena, hedder det i en erklæring fra politiet.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Flere britiske medier fortalte tirsdag, at politiet gennemførte razziaer i et eller flere huse i South Manchester.

En 23-årig mand er tidligere anholdt i forbindelse med bombeangrebet, der kostede 22 mennesker livet.

Ifølge BBC er den ene af de fire anholdte bror til bombemanden, Salman Abedi.

Indenrigsminister Amber Rudd sagde tidligere onsdag, at Abedi sandsynligvis ikke handlede på egen hånd.

Islamisk Stat (IS) påtog sig tirsdag gennem de sociale medier skylden for bombeangrebet.

Men de britiske myndigheder har foreløbig ikke bekræftet, at angrebet var en forbrydelse begået af IS.

Abedi var født i Storbritannien og boede i Manchester. Forældrene stammede fra Libyen.

Rudd bekræfter oplysninger i de britiske medier om, at Abedi for nylig var vendt hjem fra Libyen.

Den franske indenrigsminister, Gerard Collomb, siger til tv-kanalen BFMTV, at Abedi formentlig også har været i Syrien. Han siger, at han har oplysningen fra den britiske efterretningstjeneste.

- I dag ved vi kun, hvad de britiske efterforskere har fortalt os. At en britisk person af libysk herkomst pludselig efter en rejse til Libyen og formentlig Syrien bliver radikaliseret og beslutter at udføre dette angreb, siger han.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.