Politiet gør kæmpe fund i lastbil: Tre mænd tiltalt i stor narkosag
Arkivfoto. Foto: Colourbox/Free
En hviderusser og to polakker sidder i næste uge på anklagebænken for indsmugling af ikke under 770 kilo hash og skunk.

For snart et år siden - mere præcist den 27. marts 2018 - kørte en Volvo-lastvogn med en stor sættevogn over den dansk-tyske grænse i Padborg. Kursen var sat mod først Slagelse, senere Rønnede, hvor tre nu varetægtsfængslede mænd efter aftale med en række endnu ukendte personer skulle levere lasten med omtrent 770 kilo hash og skunk.

Det skriver Sjællandske.

En fængslet, 40-årig hviderusser og to medsammensvorne mænd, to polakker på 52 og 35 år, sidder derfor i næste uge for Retten i Næstved for indsmugling af euforiserende stoffer.

Hviderusseren og den 52-årige polske mand stod ifølge anklageskriftet for transporten fra Padborg til afkørsel 39 i Slagelse. Den tredje udpegede gerningsmand, den 35-årige, havde ifølge politiet fulgt lastbilen i en Audi op ad den sønderjyske motorvej og over Fyn, ligesom han stod klar ved et lager i Rønnede dagen efter.

Det var her, de 770 kilo hash og skunk skulle have til huse, indtil en videreoverdragelse kunne finde sted.

De tre mænd har siddet varetægtsfængslet, siden de kort efter indsmuglingen blev snuppet og anholdt, og ifølge specialanklager Skipper Pelle Falsled, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, kan de vente flerårige fængselsstraffe.

- Men hvilken strafpåstand det bliver, vil jeg vente med at udtale mig om, til jeg er i retten, fortæller specialanklageren til Sjællandske.

Sagen kører mandag, tirsdag og torsdag, hvor dommene forventes at falde. De tre mænd risikerer ud over fængsel i en given årrække også at blive udvist af landet med indrejseforbud i et af retten fastsat tidsrum.

 

 

Sjællandske