Tre unge mænd sidder lige nu ved retten i Esbjerg og afventer deres dom.
Mændene på 23, 24 og 32 år er sigtet i sagen om to dræbte køer, som blev skudt på Skallingen ved Esbjerg. Det skriver Jydske Vestkysten.
Kvierne gik fredeligt og græssede, da gerningsmændene ifølge anklageskriftet skød dem med en riffel, som de formentlig har stjålet.
Den ene kvie blev fundet død i tirsdags, og den anden løb såret rundt indtil onsdag eftermiddag, hvor en dyrlæge aflivede den.
Den ene af de tre sigtede har allerede erklæret sig skyldig.
Af hensyn til den videre efterforskning blev dørene lukket under grundlovsforhøret.
Politiet eftersøger stadig en fjerde mand i forbindelse med sagen. De kender identiteten på den fjerde, da de tidligere har talt med ham i forbindelse med sagen.