Københavns Politi efterforsker netop nu en meget grov voldssag fra det indre København. Natten til søndag den 9. august var tre venner på vej hjem fra byen, da de pludselig blev overfaldet af to mænd, de aldrig har set eller talt med før.
Overfaldet fandt sted udenfor diskotek "Klubben" på Axeltorv 5 i det indre København, og overfaldet var meget voldsomt. De tre venner blev slået i hovederne med en flaske og en skovl, som overfaldsmændene sandsynligvis havde fundet ved et vejarbejde lidt længere nede ad gaden, skriver tv2.dk
Politiet har gransket overvågningsbillederne nøje og er ikke i tvivl om, at overfaldet er fuldstændig umotiveret.
"Det er et meget alvorligt og groft overfald. Det er umotiveret og helt urimeligt. De tre drenge kan ikke huske, hvad der er sket, de er selv godt fulde, men det ser ikke ud som om, at de har været oppe og toppes med nogen," siger efterforskningsleder Sussi Ågesen til Nyhedsbureauet Newspaq.
De voldsomme billeder blev i går vist i Station 2 Efterlyst på TV 2, der i går blev set af 882.000 seere. Alligevel har det været sparsomt med gode tip fra offentligheden.
"Vi har fået et nyt anonymt tip. Det skal vi have fulgt op på og se, om der er noget i det. Ellers har de andre tip været en del blandede, og ingen af dem har ført til noget," siger efterforskningsleder Sussi Ågesen.
Sussie Ågesen tror, at gerningsmændene er et par fyre, der har været i byen og formenligt taget et par baner til næsen. Derfor er de gået så amok, som de gjorde, fordi de slet ikke kunne styre, hvad de var ude i.
Københavns Politi modtager fortsat gerne oplysninger i sagen.