Tre mænd med bandetilknytning anholdt i Horsens

Ved en større politiaktion i Horsens fandt Sydøstjyllands Politi narko, kontanter og forskellige typer våben.
Sydøstjyllands Politi har sigtet tre mænd for salg af narko, vold og trusler.
Sydøstjyllands Politi har sigtet tre mænd for salg af narko, vold og trusler. Foto: Colourbox/Free

Sydøstjyllands Politi har ved en større politiaktion i Horsens anholdt tre mænd, som politiet mener har tilknytning til banden Satudarah.

De bliver fremstilles i grundlovsforhør onsdag klokken 09.30 i Retten i Horsens.

Det oplyser vicepolitiinspektør Peter Balsgaard.

- Vi har over noget tid efterforsket mod særligt tre mænd fra Horsens, og i den forbindelse besluttede vi at foretage en aktion i går (tirsdag, red.) med henblik på at få anholdt disse personer.

- Vi foretog ransagninger flere steder, hvor der blandt andet blev fundet narko, nogle kontanter og forskellige typer af våben, siger Peter Balsgaard.

Han forklarer, at baggrunden for efterforskningen har været, at politiet er af den opfattelse, at de tre har relationer til bandegrupperingen Satudarah.

- Og da vi ikke gerne ser, at de lokaliserer sig i Horsens eller andre steder i politikredsen, så slog vi til i går, siger vicepolitiinspektøren.

De tre mænd på 27, 32 og 32 år er blandt andet sigtet for salg af narko, for vold og trusler.

To andre mænd blev anholdt ved samme politiaktion. De er dog blevet løsladt igen uden nogen sigtelser.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.