Det mindede mest af alt om en likvidering, da den 27-årige Morten Bang kort før klokken halv et om natten den 1. november sidste år blev skudt i hovedet og dræbt i sit hjem i Øster Karleby ved Nakskov.
Onsdag tog Retten i Nykøbing Falster hul på sagen mod tre mænd, der er tiltalt for at have planlagt og udført drabet på den 27-årige. De nægter sig alle skyldige i drab.
Ifølge tiltalen kørte de tre mænd med et oversavet jagtgevær hjem til offeret. Mens den 23-årige ventede udenfor, gik de to andre ind til Morten Bang. Her affyrede den 42-årige KLN et enkelt skud fra et oversavet jagtgevær i hovedet på den 27-årige mand.
Drabet skete på Morten Bangs værelse i huset, hvor tre andre mænd var til stede. Ifølge senioranklager Mads Kramme bar hele huset præg af massiv indtagelse af alkohol, og især på førstesalen var der stærkt rodet.
Dagen før drabet havde den 31-årige CSJ fået tæv af en af de mænd, der boede i huset i Øster Karleby, og det er ifølge anklagemyndigheden grunden til, at de tre mænd kørte derud om natten og slog Morten Bang ihjel.
Men et vidne så CSJs blå Opel Astra stationcar køre fra stedet, og allerede om morgnen blev han efterlyst med navn og billede i medierne.
Klokken halv ti om formiddagen fik politiet et tip om, at han var taget med færgen til Femø, hvor han blev anholdt ved middagstid. Det oversavede jagtgevær havde han angiveligt smidt i vandet fra færgen.
Hans bil blev fundet bag laden hos den 42-årige KLN, som om morgenen var taget til København. Da han først på aftenen kom hjem, blev han anholdt, og en uges tid senere blev også den 23-årige BSR anholdt.
/ritzau/