Det var fredag aften usikkert, hvad der havde gjort tre mænd bevidstløse.
De tre mænd blev fundet i et hus i Sterup ved Jerslev øst for Brønderslev, skriver blandt andre TV2 Nord.
De tre mænd på 22, 32 og 42 år er kendt fra misbrugsmiljøet, og Nordjyllands Politi vurdere, at det sandsynligvis er på grund af for mange stoffer og piller, at de var bevidstløse.
- Det er en mærkelig sag, den her. De tre mænd bevæger sig i misbrugsmiljøet, og vi har tidligere i dag holdt lidt øje med dem, fordi de i forbindelse med Brønderslev Marked kørte rundt i byen og generede folk. Men senere forsvandt de, og derfor sendte vi en patrulje til adressen i Sterup, hvor de så blev fundet bevidstløse, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jess Falberg, til Nordjyske.
Mændene blev kørt på sygehuset, og den umiddelbare vurdering fra lægerne er ifølge Nordjyske, at de alle tre kommer sig.