Drabet blev begået i en lejlighed på Jernbanegade 20 i Slagelse tirsdag aften klokken 21. Offeret er en 31-årig mand, og politiet i Slagelse efterlyser nu tre personer, som ifølge politiet er blevet set på vej væk fra Jernbanegade i løb.
Mændene er set i området omkring Jernbanegade og efterfølgende ved Vestsjællands Centeret, hvor de siden forsvandt i retning mod Torvegade.
Politiet beder nu om hjælp til oplysninger, som kan lede dem til de tre efterlyste mænd. Mændene beskrives som:
A: Arabisk/tyrkisk udseende, 15-20 år, 172-180 centimeter, spinkel/almindelig af bygning. Mørkt/sort, kraftigt hår, cirka tre centimeter langt. Han var Iført mørkeblå, langærmet hættetrøje, muligvis med lys skrift på brystet og mørke bukser med hængerøv.
B: Arabisk/tyrkisk udseende, 15-20 år, 175-180 centimeter, almindelig af bygning, sort hår, muligvis iført grå/mørk hættetrøje.
C: Somalisk udseende, 15-20 år, 180-190 centimeter bygning, tynd/mager af bygning. Kort, sort, krøllet hår. Han havde langærmet, kraftig hættetrøje med rødt på noget af hætten og øverste del af brystpartiet samt mørke store bukser med hængerøv.
Slagelse Politi kan kontaktes på telefon 58 50 14 48.