En voldsturné i Lemvig tirsdag aften endte med to gennemtæskede ofre og tre mænd i håndjern, oplyser Holstebro Politi.
- Det er meget grove overfald i hvert fald mod den ene. Rigtig brutalt, siger vicepolitikommissær Lillian Jensen til Ritzau.
Først opsøgte tre mænd en 37-årig mand klokken 19.45 tirsdag, som af uvisse årsager fik udsat for vold. Herefter tager gerningsmændene hjem til en 25-årig mand og slår løs på ham.
Den yngste er indlagt på Sygehuset i Herning, og han er kommet mest til skade af de to ofre, oplyser politiet, som dog ikke vil komme nærmere ind på den 25-åriges tilstand.
Politiet vil ikke på nuværende tidspunkt oplyse, om gerningsmændene har brugt slagvåben i forbindelse med overfaldene.
De tre formodede gerningsmænd blev anholdt kort efter overfaldene. Det er uvist, om alle tre skal fremstilles i et grundlovsforhør senere onsdag.
/ritzau/