Tre mænd fra Letland er blevet tiltalt for 27 tilfælde af ulovlige tapninger fra Forsvarets olierørledning i Jylland.
Det oplyser anklagemyndigheden hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
Mændene er 40, 36 og 31 år. Den 36-årige har i en periode haft bopæl i Danmark.
Politiet mener, at de ulovlige aftapninger har fundet sted mellem marts og november 2012.
Hver gang er der tappet cirka 1000 liter olie.
Tyveriet blev opdaget, fordi forsvaret hver gang kunne konstatere kortvarige trykfald på olierørledningen og derfor gik til politiet med mistanke om tyveri.
En nat i november blev de tre mænd anholdt af Midt- og Vestjyllands Politi ved en aktion på en rasteplads mellem Grindsted og Holsted. De har siddet varetægtsfængslet siden.
Tiltalen mod mændene sker efter en paragraf i straffeloven, som omhandler tyveri af blandt andet energi for økonomisk vindings skyld. Forbrydelsen har en straframme på op til seks år, oplyser politiet.
/ritzau/