Opdateret klokken 18.20 med yderligere oplysninger ...
Kosttilskud af mærkerne Living fra Terranova og BioTechUSA tilbagekaldes. Der er påvist for høje indhold af vitamin B6 i produkterne.
Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om følgende kosttilskud:
- Living Multinutrient fra Terranova
- Living Multivitamin WOMAN fra Terranova
- Living Multivitamin SPORT fra Terranova
- Multivitamin for Men fra BioTechUSA
Produkterne er solgt online igennem Matas, Helsam Gruppen A/S, Firtal Web, Apopro Online Apotek og Med24.DK ApS, samt fysisk i helsekostbutikker over hele landet.
Kosttilskuddene fra BioTechUSA er blandt andet solgt i flere af supermarkedskædens Menys butikker i København.
De har bedst før-datoerne 14. september 2026 og 3. marts 2027.
Bedst før-datoerne på kosttilskuddene fra Terranova fremgår ikke af Fødevarestyrelsens hjemmeside.
Der er fundet et for højt indhold af vitamin B6 i produkterne, som kan være sundhedsskadeligt.
Indhold af vitamin B6 over 12 mg per anbefalet daglig dosis vurderes som sundhedsskadelige.
Det afgørende er, at forbrugerne ikke har et højt indtag af vitamin B6 igennem længere tid. Forbrugerne vil derfor ikke opleve akutte symptomer ved kortvarigt indtag.
Har du produkterne stående, kan du kontakte butikken, hvor de er købt og få yderligere rådgivning om anbefalet daglig dosis.
Fødevarestyrelsen tilbagekalder produkterne for Nordic Premium Group ApS i Solrød Strand.
Det drejer sig om disse tre kosttilskud fra Terranova. (Foto: Fødevarestyrelsen)