Tre mænd er ved en russisk domstol blevet frikendt for medvirken til drabet på den kritiske journalist Anna Politkovskaja.
Én blev frikendt for at skaffe information, der kunne muliggøre drabet, mens de to andre var tiltalt for at have skygget hende, skriver BBC.
Flere detektiver har peget på, at Rustam Makhmudov er manden, der foretog drabet i oktober 2006. Han er bror til to af de netop frikendte.
Anna Politkovskaja var særdeles kritisk overfor den daværende præsident i Rusland, Vladimir Putin, hvilket kom til udtryk i bøger og artikler.
Den russiske regering er fra store dele af verden blevet anklaget for medvirken til drabet.
Statsanklageren Julia Safina slog med det samme fast, at anklagemyndigheden vil anke dommen.