Tre drenge blev torsdag i et grundlovsforhør i Dommervagten i København fængslet i 27 dage, sigtet for et groft røveri på Københavns Hovedbanegård.
Kort før midnat den 2. august blev to unge mænd overfaldet på perronen til spor fem og seks af fire andre unge.
Den ene blev skubbet ned på skinnerne, mens den anden ifølge politiet blev sparket og nærmest trampet på. Ofrene mistede en bærbar computer og nogle kontanter.
Torsdag blev tre drenge - en på 16 og to på 17 år - så fængslet for det grove overfald.
Den 16-årige erkendte vold, men nægtede røveri. Han fortalte, at han skulle mødes med én, der skyldte ham nogle penge.
De mødtes i forhallen, hvor han fik at vide, at han kunne få sine penge, hvis han gik med ned på perronen. Her var de kommet op at skændes, og det var endt i slagsmål.
En af de 17-årige erkendte ligeledes vold, men nægtede røveri. Han var kommet den 16-årige til hjælp, da han så ham i slagsmål på perronen.
Den sidste nægtede sig skyldig. Han forklarede, at han havde prøvet at skille de stridende parter ad, og i den forbindelse selv var blevet overfaldet.
/ritzau/