En 39-årig mand og en 34-årig kvinde er blevet varetægtsfængslet frem til 7. februar ved Retten i Holbæk. Sammen med en tredje person, der også sidder varetægtsfængslet, er de sigtet for at have bortført og truet en 17-årig dreng i Odsherred.
Det oplyser vicepolitikommissær Ove Pedersen, Midt- og Vestsjællands Politi, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Bortførelsen skete angiveligt onsdag eftermiddag. Det er tidligere kommet frem, at den 17-årige dreng havde fået fri fra skole i Odsherred, da han blev mødt af fem voksne, der tvang ham ind i en bil og kørte ham væk.
Ifølge politiet blev drengen anbragt i et skur, hvor de fem voksne kom med trusler mod ham. To af de fem voksne er fortsat eftersøgt af politiet.
Motivet for bortførelsen skulle være, at drengen har et forhold til den nu fængslede 34-årige kvindes datter. Bortførelsen, der varede i cirka en time, skulle være et forsøg på at sætte en stopper for forholdet.
Den 39-årige mand og 34-årige kvinde blev anholdt i sidste uge og i første omgang kun fængslet frem til tirsdag. De er nu varetægtsfængslet frem til 7. februar.