Tre personer er dræbt under et knivstikkeri i en børnehave i den sydøstlige provins Jianxi i Kina onsdag. Seks personer er såret.
Det oplyser politiet i en erklæring.
En "gangster med kasket og maske" stormede ind i den private børnehave omkring klokken 10 lokal tid. Den 48-årige mistænkte er på fri fod.
- Offentlige sikkerhedstjenester gør alt for at fange den mistænkte, oplyser politiet.
I en video fra området ved børnehaven, som er delt af det statslige medie Beijing Daily, kan en politibetjent ses bære et lille barn i sine arme til en ambulance.
Der er foreløbig ikke meldinger om, hvor gamle ofrene for knivstikkeriet er.
Større voldshændelser er sjældne i Kina, hvor det er forbudt at eje skydevåben. Der har dog været flere tilfælde af knivstikkerier de seneste år.
Drabelige knivangreb, hvor børnehaver og skoler specifikt har været målet, har fundet sted flere steder i landet. De er typisk blevet udført af folk, som angiveligt har ønsket at hævne sig på samfundet.
I april sidste år blev to børn dræbt, mens 16 blev såret, da en mand med en kniv angreb en børnehave i det sydlige Kina.
Et mere nyligt eksempel er fra sidste måned, hvor fire personer blev såret under et knivstikkeri på et stort hospital i Shanghai, før gerningsmanden blev skudt af politiet.
Og i juni sidste år blev seks personer dræbt, og 14 såret, da en mand begyndte at angribe folk med en kniv på en gågade i den østlige kinesiske by Anqing.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP