En 61-årig mand er bekræftet død, efter at han har skudt to kvinder, oplyser politiet i Asker Kommune i Norge.
"Han blev fundet indendørs. De to kvinder blev fundet dræbt udendørs," siger politiadvokat Per Zimmer ifølge netavisen VG Nett.
Politiet oplyser, at den ene dræbte kvinde havde nære relationer til gerningsmanden, men vil ikke sige mere. Den 61-årige man kan også have relationer til den anden kvinde.
Vidner fortæller til VG Nett, at de hørte seks skud.
"Efter de to første skud hørte jeg kvindeskrig," siger en beboer.
Gerningsmanden skød angiveligt ikke præcisionsskydning, men affyrede sit gevær vildt omkring sig, oplyser politiet.
Politiet stormede ved 19-tiden et bådhus, hvor manden blev fundet død efter skuddramaet.