Tre besætningsmedlemmer menes at være dræbt i et flystyrt i regionen omkring Ruslands hovedstad, Moskva, fredag.
Det oplyser russiske myndigheder ifølge nyhedsbureauerne dpa og Reuters.
Passagerflyet, der var af typen Sukhoj Superjet SSJ 100, havde tre besætningsmedlemmer og ingen passagerer om bord.
Flyet kan have op til 100 mennesker om bord.
Der er ikke meldinger om, at nogen mennesker skal være kommet til skade på landjorden.
Flyet var lettet fra lufthavnen i Sjukovka lidt uden for Moskva på en testflyvning efter et planmæssigt serviceeftersyn.
Det styrtede ned ved byen Kolomna, der ligger omkring 80 kilometer sydøst for Moskva.
Flyet tilhørte Ruslands statslige gasselskab Gazprom, skriver det russiske nyhedsbureau Tass.
Det er endnu uklart, hvad der var skyld i styrtet.
Men det har været vanskeligt for Rusland at importere reservedele til fly, efter at flere vestlige lande har indført sanktioner mod landet på grund af dets invasion af Ukraine i februar 2022.
Sukhoj Superjet SSJ 100 var et af de første nye fly, der blev udviklet i Rusland efter Sovjetunionens fald.
Fredagens flystyrt er det tredje med denne flytype, siden det første gang kom på vingerne i 2008.
Det første styrt fandt sted i Indonesien, hvor 45 mennesker blev dræbt.
Det andet styrt med en Sukhoj Superjet SSJ 100 skete i en lufthavn i Moskva i 2019. Her mistede 41 mennesker livet.
I alt er der omkring 150 fly af denne type i brug i Rusland.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters