En 28-årig kvinde blev i dag konstateret død på Odense Universitetshospital, efter hun i går eftermiddags var involveret i en voldsom ulykke, der nu har kostet to livet.
Ulykken fandt sted ved Hovborg i Sønderjylland, hvor den 28-årige kvinde stødte frontalt sammen med en bil med en 19-årig mand bag rattet. Den unge mand døde på stedet, mens den 28-årige blev indlagt på Odense Universitetshospital, hvor hun i dag døde af sine kvæstelser.
Da der ikke var nogen vidner til ulykken, så kan politiet stadig ikke sige, hvad der var årsagen til det skæbnesvangre uheld, men en bilinspektør vil nu undersøge sagen nærmere. I går sagde politiet , at det voldsomme snevejr i området kunne være skyld i ulykken.
Sent i går aftes omkom en 53-årig mand på Djursland, da han kørte ind i en varevogn, der var skredet ud og stod på tværs af kørebanen.