Tre mennesker er døde i brande nær Girona i det nordøstlige Spanien nær grænsen til Frankrig.
19 personer er såret, mindst én alvorligt. Brandene er "helt uden for kontrol" på grund af kraftig blæst, oplyser myndighederne i Catalonien til dagbladet El País. Ifølge Ekstra Bladet er en dansk turistbus fanget på en rasteplads en halv time fra den franske grænse.
Ilden har bredt sig over et område på 9000 hektar (90 kvadratkilometer) og nærmer sig byen Figueres. Branden er så voldsom, at lokale brandmænd ikke magter opgaven alene, erkender lokalregeringen.
Brandvæsnet har bedt indbyggerne i en række landsbyer holde sig inden døre og lukke døre og vinduer. Beboerne anmodes også om at holde sig langt væk fra branden, så de ikke forstyrrer brandfolkenes arbejde.
Bussen med danske turister fra rejsebureauet Sun Tours er kørt nordpå fra Barcelona og venter på at komme over grænsen til Frankrig, fortæller den 51-årige turist Lene Davis til Ekstra Bladet. Men politiet har spærret vejen af.
- Vi kan lugte røgen. Forude er røgen tyk og himlen er helt rød, siger Lene Davis til bladet.
Udenrigsministeriets vagthavende opfordrer danskere i det brandhærgede område til at søge de lokale myndigheders råd og anvisninger om branden.
/ritzau/