Tre personer i Danmark er anholdt og sigtet for køb af talrige borgeres stjålne personlige bruger- og kontooplysninger.
Det er sket som følge af dansk politis deltagelse i en stor international cyberoperation med navnet "Operation cookie monster" ledet af det amerikanske forbundspoliti, FBI, EU's politiagentur, Europol og hollandsk politi.
Det skriver politiets National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.
NSK oplyser til Ritzau, at de tre anholdte ikke vil blive fremstillet i grundlovsforhør.
De er sigtet for overtrædelse af paragraf 264c og 279a, der omfatter databedrageri og uberettiget udnyttelse eller anskaffelse af oplysninger.
De stjålne oplysninger er købt via det ulovlige website Genesis Market. Det er en markedsplads, hvor købere og sælgere handlede med stjålne oplysninger som brugernavne og adgangskoder.
Markedspladsen, hvor op mod to millioner personer har fået lækket deres digitale oplysninger, er nu lukket.
FBI har beslaglagt sitets webdomæner som følge af operationen.
Det anslås af NSK, at adgangsoplysninger fra flere end 9000 danske computere har været sat til salg på den ulovlige markedsplads.
I alt 17 landes politimyndigheder har deltaget i operationen, hvor 119 personer er anholdt på internationalt plan.
Man kan finde ud af, om ens oplysninger er lækket ved at gå ind på en hjemmeside hos hollandsk politi, www.politie.nl/checkyourhack.
- Har man fået sine personlige brugeroplysninger eksponeret på Genesis Market, så er det vores klare opfordring, at man opdaterer sin computer og skanner for virus med et antivirusprogram og ændrer samtlige brugernavne og kodeord til alle enheder og profiler, siger politiinspektør Lars Mortensen ifølge pressemeddelelsen.
Desuden anbefales det, at man opretter en kreditadvarsel på borger.dk.
Hvis man ser misbrug af sin bankkonto, skal man spærre sit kontokort. Hvis ens oplysninger er lækket, og man ikke ser misbrug, anbefales det, at man bestiller et nyt kort.
Sidst beder politiet om, at man kontakter dem, hvis man har oplevet misbrug af ens konti.
/ritzau/