Tre bilbomber eksploderede tidligt onsdag morgen i nærheden af premierministerens kontor og adskillige vestlige landes ambassader i den irakiske hovedstad, Bagdad.
Eksplosionerne skete tæt på den såkaldte grønne zone i byen, der er omfattet af store sikkerhedsforanstaltninger, oplyser sikkerhedskilder.
24 mennesker er blevet dræbt ved angrebene, og 30 meldes sårede.
To af bilerne stod parkeret tæt på Udenrigsministeriet, og flere personer blev dræbt, da eksplosiverne blev bragt til sprængning, oplyser kilderne.
Den sidste bil blev kørt af en selvmordsbomber, som sprængte sig selv og sin bil i luften ud for en restaurant ved en kontrolpost - kun én gade fra den grønne zone.
Over 1000 mennesker blev dræbt i Irak i januar, viste opgørelser i fredags, efter at volden er taget stadigt mere til.
Volden, der er den værste i Irak siden 2008, er blevet optrappet forud for det næste irakiske parlamentsvalg den 30. april.
De nye tal over dræbte, der er indsamlet fra en række forskellige ministerier, viser, at 1013 mennesker blev ofre for volden i årets første måned. Blandt de dræbte var 795 civile, 122 soldater og 96 politifolk.
Det er det højeste dødstal på en måned siden april 2008, da 1073 mennesker blev dræbt.
/ritzau/Reuters