Det var formentlig et ulykkeligt kærlighedsopgør, der førte til drabet på den 42-årige mand.
Ifølge Politiet i Esbjerg har den dræbte tidligere truet en 30-årig kvinde, som var sammen med de to formodede gerningsmænd i det rækkehus, hvor manden blev skudt med et jagtgevær på tæt hold.
- Der er sandsynligvis tale om et jalousidrab. Den dræbte har i hvert fald truet kvinden, men mere kan jeg ikke sige, da dørene vil blive lukket ved grundlovsforhøret i eftermiddag, siger vicepolitiinspektør Lorentz Matzen fra Syd- og Sønderjyllands Politi til Avisen.dk.
Drabet skete kort før midnat. Den formodede gerningsmand på 23 år ringede selv til politiet klokken 23.45 og sagde, at han havde skudt den 42-årige i kvindens rækkehus. Han er nu sigtet for drab, mens en 25-årig mand sigtes for medvirken til drab.
- Vi formoder, at han har hjulpet med at få fat i våbnet, og derfor er han sigtet for medvirken, siger Lorentz Matzen.
Kvinden er også anholdt, men hun er indtil videre ikke sigtet for noget. Hendes tre-årige søn var også til stede i rækkehuset, da den 42-årige blev skudt og dræbt.
Grundlovsforhøret ved Retten i Esbjerg begynder klokken 14.00.