En 46-årig mand er tirsdag blevet idømt to år og ni måneders fængsel for at være i besiddelse af godt et kilo amfetamin.
Manden kommer fra Haslev på Sydsjælland.
- Amfetaminen fandt vi i hans lejlighed. Og manden befandt sig også derinde, da vi ankom, siger vicepolitiinspektør Niels Denny fra lokalpolitiet i Næstved til Ritzau.
Det var et tip, der fik politiet på sporet af manden, så betjente tirsdag formiddag kunne anholde ham i hans lejlighed.
- Han er tidligere kendt af politiet, men ikke for noget så groft, siger vicepolitiinspektøren.
Manden var temmelig tavs, da han blev fremstillet i grundlovsforhør. Det eneste, der kom ud af hans mund, var, at han havde anskaffet sig amfetaminen for at sælge det videre.
Da den 46-årige mand tilstod besiddelse af amfetamin, blev sagen afgjort med det samme ved en såkaldt straksdom.
Det betyder, at der afsiges dom meget kort tid efter forbrydelsen. Dommen afsones umiddelbart efter domsafsigelsen.
Den 46-årige blev derfor ikke varetægtsfængslet efter grundlovsforhøret.
Efter at manden modtog sin dom, blev han overført til et fængsel for at afsone sin dom med det samme.
/ritzau/