Tom Cruise og John Travolta vil genindspille filmklassikeren Butch Cassidy and the Sundance Kid.
Rygtet om et samarbejde mellem de to skuespillere har floreret i flere måneder, og Grease-stjernen bærer selv ved til bålet. Det skriver filmstalker.co.uk.
"Jeg har sagt til Tom, at vi bør lave den. Det er slet ikke nogen dårlig ide," siger John Travolta, der det sidste stykke tid har holdt sig væk fra offentligheden, efter sønnen Jett døde i januar.
Travolta er dog så småt vendt tilbage til arbejdet, og derfor er det meget muligt, at de to stjerner har slået pjalterne sammen i faglig forstand.
De to skuespillere har været venner i lang tid og er begge medlemmer af Scientology.