Foreningen Yngre Læger har foretaget en medlemsundersøgelse blandt de fremtidige psykiatere. Her har 420 fra hele landet svaret. 60 procent af dem giver udtryk for, at drifts- og rutineopgaver prioriteres frem for fagligt udviklende opgaver.
Yngre Lægers næstformand, den nordjyske læge Søren Lunde, forklarer, at der i Nordjylland er mangel på psykiatere, mens antallet af patienter i flere år er steget.
- Det giver stor travlhed på de psykiatriske afdelinger, og det er en af årsagerne til, at uddannelsen bliver svækket, fortæller han DR Nordjylland.
Det kan i sidste ende betyde, at de psykiatere, der uddannes, kommer ud med ringere kvalifikationer, end de burde.
- Hvis du gennem hele din speciallægeuddannelse føler, din uddannelse bliver nedprioriteret, fordi der er så frygteligt mange patienter, kan man godt være bekymret for, om de speciallæger, der kommer ud i den anden ende, rent faktisk har de kvalifikationer, der skal til, siger han til DR Nordjylland.
Carina Gammelmark er ved at uddanne sig til psykiater og er samtidig fællestillidsrepræsentant for Yngre Læger i psykiatrien i Nordjylland. Hun arbejder lige nu på Ambulatorium for Børne- og Ungdomspsykiatri. Hun kan ofte mærke, at der ikke er meget tid til læring.
- Der kommer flere og flere opgaver og det gør det svært i hverdagen at finde tid til uddannelse. Det er noget, der i en travl hverdag kan blive prioriteret væk.
DR