TV-konditoren Mette Blomsterberg knokler hvert år op til jul, og det samme gør hendes mand, Henrik. Derfor elsker de, når julefreden sænker sig over deres hjem den 24. december, og de endelig kan trække sig tilbage og slappe af.
Afslapningen sker altid i deres hjem nord for København, og sådan har det efterhånden været i en del år, fortæller Mette Blomsterberg til Søndag.
Netop fordi både Mette Blomsterberg og manden har så travlt, har de valgt, at de altid holder jul derhjemme med hygge, mad og gæster. De tager ingen steder, men folk må gerne komme til dem. Tiden derhjemme er ganske enkelt en nødvendighed for at kunne lade op, fortæller Mette:
- Mit hjem er min tankstation. Jeg elsker at være ude, men jeg lader op hjemme. Og jeg er blevet meget opmærksom på, at jeg selv skal fyldes op indimellem, for jeg er et menneske, der deler ud dagen lang. Bare at være derhjemme med brændeovn og stearinlys og børn, der kommer hjem eller naboer, som lige kommer forbi, det er så godt for min sjæl.
En eksotisk menu
Selvom familien har valgt at blive hjemme i julen, keder de sig ikke, og de er bestemt heller ikke alene. Mettes mand har fødselsdag den 24. december, og derfor inviterer de altid til brunch om morgenen. Og så hygger de med venner og familie, indtil det er tid at bryde op og lave julemaden, som altså ikke helt følger den gængse opskrift på en dansk julemiddag.
- Vi spiser and og flæskesteg med dejlig sovs og hjemmelavet rødkål. Til forret får vi kongekrabber, fordi Henrik elsker skaldyr, og så slutter vi af med risalamande. Lige præcis jul handler rigtig meget om traditioner for mig. Og det bliver mere og mere udtalt med alderen. Måske har det også noget at gøre med, at vores piger er blevet større – 14 og 17 år, og vi har præget dem med det, vi selv står for og dem, vi er. På en måde føler jeg, at børnene sætter mere og mere pris på, at højtiderne er, som de plejer at være. Og jeg har da også et måske lidt naivt håb om, at den måde, vi har fejret julen på hjemme hos os i årevis, det er noget, vi giver dem med videre, siger Mette Blomsterberg til Søndag.