Selskabet bag det udskældte rejsekort har fået en frist frem til jul for at løse en lang række problemer med kortet.
Det siger transportminister Magnus Heunicke (S) efter et møde med Rejsekort A/S, trafikselskaberne samt Folketingets øvrige partier.
- Vi har givet Rejsekortet indtil jul til at præsentere en oprydningsplan, og så må vi se, om vi politisk set synes, det er nok, siger Magnus Heunicke.
- Vi har taget alle de problemer, jeg har kunnet finde op på bordet. Der er 15-16 virkeligt vigtige emner, og dem beder vi nu Rejsekortet om at komme med svar på , siger han.
Rejsekortet kan først i februar løse problemet med, at kunder ikke kan optanke kortet med penge fra deres Dankort. Det oplyser direktør Bjørn Wahlsteen, Rejsekort A/S.
- Optankning vil vi få leveret fra vor leverandør, så det også kan ske på internettet. Lige så enkelt som det er at ringe ind til Rejsekort Kundecenter. Det vil ske senest i februar, siger Bjørn Wahlsteen.
Stadig for mange fundamentale problemer
På tirsdagens møde skulle selskabet forklare, at det over 800.000 gange er registreret, at en bruger ikke har tjekket ud med kortet efter endt rejse. Den betyder, at brugeren bliver opkrævet en pris på 50 kroner for rejsen.
- Der er stadigvæk for mange helt fundamentale problemer med rejsekortet, lyder dommen fra transportministeren.
Rejsekort A/S vil hjælpe passagererne med at huske at tjekke ud, når de stopper rejsen, så de ikke skal betale "dummebøder" på 50 kroner, forklarer Bjørn Wahlsteen.
- Det er blevet meget lavt i Nordjylland, Sydsjælland og Vestsjælland, hvor op mod 99,3 procent husker at tjekke ud, siger Bjørn Wahlsteen.
Magnus Heunicke nævner, at rejsekortet i sin fysiske form kan overhales af den teknologiske udvikling.
- I løbet af de næste år frem kan det være, at vi slet ikke vil bruge det her rejsekort mere, men at vi vil bruge det på vores mobiltelefon i stedet for. Det er teknologien sådan set klar til at rykke over på mobile enheder, siger han.
/ritzau/