Forhandlingerne på transportområdet er kørt fast. De stridende parter, 3F og Handel, Transport og Service, HTS, har derfor bedt forligsmand Asbjørn Jensen om at hjælpe dem med at komme videre i forhandlingerne om en ny overenskomstaftale på lager- og transportområdet.
Det er ifølge DNY’s oplysninger lønkravene fra lønmodtagerne, der skiller vandene. Sammenbruddet kommer efter, at først industrien og senest de butiksansatte har indgået nye overenskomster for de kommende år.
Transportforhandlingerne berører godt 42.000 ansatte. Det er endnu uvist, hvornår parterne skal mødes i forligsinstitutionen.