Med sine bare 67,08 centimeter har nepaleseren Khagendra Thapa Magar siden 2010 haft rekorden som verdens mindste mand, der kan gå. Men knap ti år efter, han blev skrevet ind på førstepladsen i Guinness rekordbog, døde han.
Khagendra Thapa Magar blev bare 27 år. Han døde fredag på et hospital i Nepal af lungebetændelse. Det oplyser hans familie til nyhedsbureauet AFP. Han har også lidt af problemer med både hjertet og astma.
Før titlen som verdens mindste mand, som han blev tildelt da han rundede 18 år, var han verdens mindste teenager.
Før Khagendra Thapa Magar indtog førstepladsen over de korteste mænd i verden, var det colombianeren Edward Niño Hernádez, der havde rekorden. Han er tre centimeter højere end den nu afdøde rekordholder.