Først mandag går teknikerne i gang med at undersøge, hvordan den brand, der lørdag morgen kostede en lille dreng livet, opstod.
- Huset er spærret af, og på mandag går både brandvæsnet og vi i gang med de tekniske undersøgelser, siger vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, John Toft.
Politiet har afhørt en 54-årig mand og 41-årig kvinde om branden lørdag morgen i deres hus i Husby vest for Ulfborg, hvor parrets treårige søn døde.
De har imidlertid ikke kunnet bidrage med oplysninger om årsagen til den brand, der brød ud i deres parcelhus på Stabyvej.
- Vi har afhørt manden og kvinden, men vi er ikke kommet nærmere brandårsagen, sagde vagtchef Knud Gramstrup Lauridsen, tidligere lørdag til Ritzau.
Forældrene prøvede forgæves at redde den treårige dreng ud af det brændende hus, men de måtte opgive, da de selv blev skadet af ild og røg. Drengen var død, da det lykkedes en røgdykker at få ham ud.
Slukningsarbejdet blev vanskeliggjort af, at der er lagt et ståltag over husets oprindelige tag. Det har brandfolkene måttet fjerne for at få vand fra brandsprøjterne ind i det brændende hus, men sidst på eftermiddagen lykkedes det at få bugt med flammerne.
/ritzau/