Trafikuheld lukkede Øresundsbroen i retning mod Danmark
Ingen kom til skade ved trafikuheld, hvor tre biler stødte sammen. Motorvejen er genåbnet.

I en times tid var det umuligt for bilister at køre over Øresundsbroen fra Sverige til Danmark, efter at tre biler stødte sammen.

Kort før klokken 14 åbnede Øresundsbroen atter for trafik på motorvejsstrækningen mod Danmark.

Den midlertidige lukning skyldtes et trafikuheld, hvor tre biler angiveligt stødte sammen og spærrede vejen.

Ingen kom til skade i sammenstødet, hvor der udelukkende skete materielle skader.

Øresundsbroens presseafdeling kunne ved 13-tiden ikke oplyse, hvad der var årsag til uheldet.

/ritzau/

/ritzau/