300 sider. Intet mindre kan gøre det, når Miljøøkonomisk råd i dag fremlægger en rapport om trafikstøj, forskning, afgifter og klimamål.
Et af hovedpunkterne i rapporten er, at Danmark kan spare rigtig mange penge, hvis trafikstøjen nedsættes.
Og den konklusion glæder SF's miljøordfører Steen Gade.
"Rapporten illustrerer, at det var forkert af regeringen, da den i 2001 nedprioriterede hele støjområdet. Det er en af de ting, hvor det let kan dokumenteres, at der nogle store økonomiske fordele," siger han til Newspaq.
Nogle af anbefalingerne fra de økonomiske vismænd lyder på at bruge asfalttyper, der reducerer støjniveauet. Det kan blandt andet ske ved, at der blandes dækrester i asfalten, så det bliver mere elastisk.
Steen Gade mener godt, vismændenes rapport kunne have været mere "offensiv", men han pointerer, at det så må være op til politikerne at gøre anbefalingerne mere konkrete.
En af de ting, han savner i rapporten er nye typer af bildæk i forhold til støjdæmpning.
"Man kunne regulere dækkene bedre, end man gør i dag. Man kunne prioritere dæktyper, der er mindre støjfølsomme," siger han.
Han er i øjeblikket ved at forberede en række spørgsmål til miljøminister Karen Ellemann (V) netop på det område.
For støjforurening er dyrt, viser rapporten fra Miljøøkonomisk råd. Det koster bl.a. to milliarder kroner om året i værditab på boliger og tabte leveår.
Forskning viser nemlig, at støjrelateret stress kan føre til dødelige sygdomme som forhøjet blodtryk og hjertekarsygdomme.
"Resultatet er, at der er for meget trafikstøj i forhold til et samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt niveau," konstaterer rapporten.
Og den konklusion falder altså i god jord hos SF.
"Det er et område, hvor vi har god dokumentation for, at der kan tjenes penge samtidig med at folk får et bedre liv."