En ny meningsmåling fra FDM viser, at fire ud af ti bilister bliver stressede af kø-kørslen og 20 procent ville arbejde mere, hvis køerne kunne undgås. Det skriver Berlingske Tidende.
- Jeg synes, at det er interessant, at hver femte bilist er indstillet på at arbejde mere, hvis der ikke var trængselsproblemer. Især i en tid hvor der mangler hænder og hoveder på arbejdsmarkedet. Undersøgelsen giver selvfølgelig kun et fingerpeg, men den siger noget om, at folk betragter arbejdstid og transporttid som det samlede antal timer, de vil være væk fra deres familie og fritidsinteresser, siger FDM s administrerende direktør, Thomas Møller Thomsen.
At 80 procent af bilisterne ikke ville arbejde mere, hvis trafikken var gnidningsløs, ser Thomas Møller Thomsen som et tegn på, at mange har en 37 timers arbejdsuge uanset hvad.
Også arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen mener, at en løsning på trængslen i trafikken kan frigøre arbejdskraft. Foreningen af Rådgivende Ingeniører har tidligere beregnet, at en halvering af spildtiden på de danske veje kunne udløse, hvad der svarer til 35.000 fuldtidsstillinger.
På torsdag fremlægger regeringens infrastrukturkommission en stor rapport om, hvordan man undgår, at transporttiden mellem hjem og arbejde næsten fordobles, når vejtrafikken vokser med 70-90 procent frem mod 2030.
FDM s Thomas Møller Thomsen er medlem af kommissionen, der både anbefaler en massiv udbygning af vejnettet og den kollektive trafik i først og fremmest hovedstadsområdet og Østjylland.