Det kan godt være, at det kan spare en for en lang tur gennem det kommunale system.
Men den 37-årige sosu-assistent Irene Carlslund-Nielsen har været udsat for en trafikulykke. Hun har svært ved at forestille sig, at hun skal kunne leve resten af sit liv af, hvad hun kan tjene ved at arbejde de tyve timer om ugen, hun magter efter ulykken.
Kristelig Fagbevægelse, Krifa, har ellers netop forslået, at mennesker, der ikke kan arbejde på fuld tid men heller ikke kan få hjælp af kommunen til sygedagpenge eller fleksjob, frivilligt skal kunne raskmelde sig og få en lav dagpengesats.
- Det vil blive svært at leve af, og hvis det kan lade sig gøre, er det fordi jeg efterhånden virkelig har lært at spare. Det ville helt sikkert kræve, at det lykkes mig at få solgt min ejerlejlighed, siger Irene Carlslund-Nielsen.
Lever af 10.400 om måneden
Det er nu fire år hun blev påkørt af en bil, men hun er stadig ikke kommet nærmere, hvad hun skal leve af resten af sit liv. Hendes fysioterapeut har vurderet hendes arbejdsevne til omkring 20 timer på grund af nerveskaden i hendes ben, og Irene Carlslund-Nielsen vil gerne have et fleksjob.
Men hendes hjemkommune stoppede hendes sygedagpenge og ville raskmelde hende i foråret. De mente hun var klar til at få et almindeligt job. Siden har hun ventet på svar fra Ankestyrelsen på klagen over de mistede sygedagpenge, og levet af kontanthjælp, omkring 10.400 kroner om måneden.
Derfor ved hun også, hvad det vil sige at skulle leve af mindre end dagpenge. Det er hvad Krifa forslår som løsning for nogle af de mange, som kommunerne raskmelder på trods af, at de ikke har fuld arbejdsevne.
Slut med ferie og familiebesøg
- Efter jeg kom på kontanthjælp har jeg måtte skubbe alt til side. Opsige Falck-abonnement og vinduespudsning, selvom jeg ikke selv kan stå på en stige efter ulykken. Jeg skal heller ikke på ferie udover et familiebesøg. Det har jeg ikke råd til, siger hun.
Irene Carlslund-Nielsen håber stadig på at kunne fleksjob på et tidspunkt, så hun kan få lønnen for de tyve timers arbejds suppleret op.
- Jeg ville jo gerne have livskvalitet ligesom andre. Før var jeg ikke altid bekymret for, om jeg kunne betale mine regninger og skulle ikke tænke over, om jeg kunne undvære hver eneste lille ting, når jeg købte ind, siger hun.