Transportminister Lars Barfoed (K) skal have den store pengepung frem, hvis han vil lave en bred politisk aftale om investeringer i veje og jernbaner.
Det var ventet, at konturerne til en bred aftale ville tegne sig under gårsdagens politiske forhandlinger mellem ministeren og næsten alle Folketingets partier.
Men parterne måtte forlade forhandlingsbordet i Finansministeriet uden at være nået til enighed.
"Vi fortsatte helt frem til klokken 03 i nat, men så måtte vi konstatere, at vi ikke kunne nå en endelig aftale. Vi skal tilbage til Finansministeriet og finde ud af, om vi kan få forøget puljen til den kollektive trafik," siger socialdemokraternes trafikordfører, Magnus Heunicke, til Newspaq.
Sammen med SF kæmper han blandt andet for penge til letbaner i Århus og København samt forbedringer for bustrafikken.