Den øverste ansvarlige for landets love, justitsminister Lene Espersen (K), skal af med 1.500 kroner for at overtræde sin egen færdselslov.
Ministeren har samtidig fået en betinget frakendelse af kørekortet på tre år, og hun skal til kontrollerende køreprøve hos det lokale politi.
Det oplyser Retten i Tårnby.
Lene Espersen kørte i september ind i en knallertkører, da hun i sin privatbil ville svinge til højre i et kryds på Amager. Den 31-årige kvinde på knallerten slap fra uheldet med småskrammer.
Justitsministeren tog med det samme ansvar for uheldet, men skal altså stadig bevise, at hun ved, hvordan man overholder reglerne.
Den kontrollerende køreprøve skal tages inden for de næste tre måneder.