Af Morten Olsen, mool@avisen.dk
I weekenden krævede trafikken sit offer nummer 306 i år. Dermed er vi allerede oppe på samme antal som sidste år, og i bestræbelserne på at få antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken ned er både Venstre og Socialdemokraterne nu villige til at indføre et system, der automatisk tilkalder en ambulance, hvis uheldet er ude.
»Der skal gøres noget, og her har vi noget, der kan nedsætte antallet af trafikdræbte hvert år for forholdsvis beskeden investering fra offentlighedens side,« siger Magnus Heunicke, der er trafikordfører for Socialdemokraterne.
Systemet fungerer ved, at en chip i bilen automatisk sender et alarmopkald, når en bil er ude for et uheld, så en ambulance straks bliver sendt af sted. Fordi Danmarks mobilnet i forvejen er så veludbygget, vil det kun koste det offentlige tre millioner kroner.
»Tre millioner virker ikke afskrækkende, så vi er villige til at gå videre og se, hvad mulighederne er i det her,« siger Flemming Damgaard Larsen (V), der er formand for Trafikudvalget.
Ingen tvang for bilister
Men for at systemet fungerer, skal hver bil have en lille boks installeret, og det vil koste cirka 150 millioner kroner om året sammenlagt. Og så kan man måske få mere trafiksikkerhed for pengene andre steder. Men Magnus Heunicke holder fast i, at det er en god investering. For teknikken, der skal være i bilerne, kan findes både i mobiltelefoner og GPS-systemer, og Magnus Heunicke er sikker på, at danskernes hungren efter elektroniske dimser vil gøre, at de fleste inden længe har købt en eller anden form for udstyr, der kan kobles på alarmsystemet. Og han bakkes op af Flemming Damgaard Larsen (V):
»Vi vil gerne være med til at give muligheden for at koble sig på det her system, men vi vil ikke tvinge folk til det.«
E-call-systemet, der kan gøre sikkerheden i biler bedre, kan bruges til mange andre ting, hvis man vælger det.
Systemet
kan overvåge vejene, og dirigere biler uden om de værste køer. Det kan
gøre udnyttelsen af vejene op til 15 procent bedre.
Man kan indføre roadpricing, så alle bilister betaler afgifter efter, hvor mange kilometer de har kørt på vejene.
Når en ambulance er på vej i udrykning, kan E-call sørge for, at der er grønt lys hele vejen.
Man kan overvåge, hvornår biler kører for stærkt, og automatisk sende en bøde, når det sker.
Man kan gøre det samme med parkeringsbøder.