Trætte piloter flyver langt mindre, end de må

Trafikstyrelsen kan ikke genkende det billede af arbejdsforholdene, som piloternes egen undersøgelse tegner.
I SAS arbejder piloterne i gennemsnit 30 timer om ugen.
I SAS arbejder piloterne i gennemsnit 30 timer om ugen. Foto: www.colourbox.com

Mens danske piloter fortæller skrækhistorier om, hvordan de falder i søvn i cockpittet på grund af lange arbejdsdage, er luftfartsselskaberne ofte slet ikke i stand til at bruge piloterne i det antal timer, som loven fastsætter som sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

I SAS arbejder piloterne i gennemsnit 30 timer om ugen, og da Trafikstyrelsen sidste år undersøgte de fem mest flyvende piloter i en række danske selskaber, viste det sig, at de i snit flyver 5-7 timer om dagen.

I en undersøgelse foretaget af den danske pilotforening Dalpa angiver tre af fire piloter, at det er almindeligt med en arbejdsuge på mere end 45 timer.

- Vi kan ikke genkende det billede af arbejdsforholdene, som piloternes egen undersøgelse tegner, siger Thorbjørn Ancker, der er kommunikationschef i Trafikstyrelsen til Jyllands-Posten.

Der er utvivlsomt piloter med lange arbejdsdage, men lange dage afløses til gengæld af hvile, og det er velkendt i branchen, at mange piloter bruger fritiden på bijob eller på at drive egen virksomhed.

Den danske pilotforening er netop nu med i en europæisk kampagne, der advarer mod arbejdsuger på 60 timer.

- Der findes selskaber i Europa, der har arbejdsuger på 60 timer, og problemet er jo, at hvis andre selskaber skal kunne konkurrere, bliver mange nødt til at gøre det samme, siger Peter Granhøj, sikkerhedsspecialist i den danske pilotforening til Jyllands-Posten.

Kilde: Jyllands-Posten

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.