Massivt arbejdspres tvinger de ældre og erfarne lægeeksperter til at gå på tidlig pension.
Ifølge en undersøgelse blandt godt 3.000 overlæger, som Arbejdsmedicinsk Klinik og Overlægeforeningen har foretaget, arbejder overlægerne i snit 44 timer om ugen.
En betydelig del af dem arbejder mere end 50 timer om ugen, og det får 44 pct. af dem til at ønske at gå på pension før de fylder 67 år.
"Man vil blive ved med hurtigt at operere folk med hjerte- eller kræftlidelser. Men patienter med ikke-livstruende lidelser, der har brug for operationer mod f.eks. slidgigt, dårlig ryg eller nedsat syn, vil få længere ventetider," siger næstformand i Overlægeforeningen Mogens Hüttel til Berlingske tidende.
Sygehusvæsenet tilbyder for dårlige arbejdsvilkår og efterlyser en række af initiativer for at holde længere på overlægerne, lyder det fra lægerne.
De peger bl.a. på aflastning fra f.eks. sekretærer og laboranter til ikke-lægelige opgaver, mere moderne IT-systemer og bedre seniorordninger.
Professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen mener, at "det vil skabe flaskehals-problemer af et betydeligt omfang," hvis så mange overlæger vælger at gå tidligt på pension.
Formand for Danske Regioner (S), Bent Hansen, kalder det for en af sundhedsvæsenets "allerstørste udfordringer" at holde længere på overlægerne.