Det er en glad og lettet familien Rosen Kragh, som igen er hjemme i huset i Brovst. Og lille Holger har nu opbrugt den allersidste rest energi.
"Han har været ude og hoppe lidt på sin trampolin, og nu er han træt," siger en meget glad og træt far, Kenneth Rosen Kragh, til Newspaq.
Lille Holger på 3 år har været væk i et døgn i skoven i Tranum Klitplantage og kan nu se frem til et par dage med fuld forkælelse.
"Vi skal slappe af, have lidt at spise og sove. Han har spist lidt chokolade, ellers ikke noget, men han har bestilt skinkepizza til aften," siger en meget glad og træt far, Kenneth Rosen Kragh, til Newspaq.
Kenneth og hans kone Heidi har i alt tre børn. Kia og Lea på 5 og 8 år - og den mindste, Holger, på 3 år. Hele familien har været igennem et sandt mareridt i de 24 timer, den lille, rødhårede purk var forsvundet.
"Vi er super glade, også hans søstre. Det var lidt hårdt ved den store. Hun forstod, og hun var med i den trup, som han blev væk fra. Den mindste har ikke forstået alvoren i det," forklarer far Kenneth.
Familien har taget fri hele tirsdag for at hygge og give Holger den opmærksomhed, han manglede i det døgn, han var væk.
"Vi slapper af i morgen og skal falde til ro. Han har heldigvis ingen skader, og var varm og tør, da han blev fundet. Det eneste er, at han havde kolde tæer og våde sko, det var det," lyder det fra en meget glad og lettet far, som måtte en tur forbi hospitalet for at tjekke, at alt var, som det skulle være.
Det var en 45-årig rytter, som fandt treårige Holger Kragh mandag i formiddags i live og god behold. Rytteren havde frivilligt sluttet sig til den omfattende eftersøgning i Tranum Klitplantage.
Siden valgte den mystiske rytter at fortrække, og ingen har hørt fra ham siden.